Østfyns Kunstforening
 

"Dragegården"

Med en kunstudstilling af den russiske kunstner Arthur A´Avramenko tog Østfyns Kunstforening i 1997 nye udstillingslokaler i brug. Kunstforeningen havde - sammen med en række andre foreninger i byen - fået et nyt tilholdssted i det tidligere Løveapotek eller "Dragegården" som det blev kaldt dengang.

  
 
      
      En udstilling med fotografier af kongelig  hoffotograf Rigmor Mydtskov i 1996 blev 
      Østfyns Kunstforenings sidste udstilling i Korsbrødregården. I 1997 flyttede man
      aktiviteterne til "Dragegården"  - det vi i dag kender som Anders Draghes Gård.


Daværende formand for Østfyns Kunstforening, Niels Urban Sørensen, havde selv som den første fået kig på lokalerne, og han fik hurtigt den øvrige bestyrelse og siden også Nyborg Kommune med på visionerne, således at  " Dragegården" kunne tages i anvendelse som kunstcentrum i Januar 1997. 

I de nye omgivelser kunne man i slutningen af  90´erne præsentere udstillinger af flere prominente kunstnere. Blandt dem Ib Spang Olsen, kendt som  tegner og illustrator af bl.a Halfdan Rasmussens børnebøger og tosserier. Senere sås også den kendte COBRA maler Jørgen Nash, der udstillede i Anders Draghes gård i marts 1998 sammen med sønnen Carsten Nash.

I 1999 kunne Østfyns Kunstforening mønstre i alt 281 medlemmer. 

Trods dette gav  Peter Engel - der nu havde overtaget formandsskabet - på generalforsamlingen i 1999 udtryk for et nytårsønske om at medlemmerne og andre interseserede i højere grad ville deltage i det kommende års udstillinger og ferniseringer.